Som læge i uklassificeret stilling eller klassificeret stilling i enten introduktionsuddannelse eller hoveduddannelse på hjerte- og lungekirurgisk sektion er man i dagstid tilknyttet enten hjertekirurgisk eller lungekirurgisk sektion, men hjælper selvfølgelig ved behov på den anden sektion. I vagten tager forvagten sig af opgaver på hjerte-, lunge- og karkirurgisk sengeafsnit, i opvågningen, på intensiv, kardiologisk laboratorium og i akutafdelingen/traumecentret som HLK-forvagt. Thoraxkirurgisk bagvagt tager sig ikke af opgaver i relation til karkirurgi, der dækkes af karkirurgisk bagvagt.
De kliniske funktioner for uddannelseslæger omfatter operationsaktivitet på operationsgangen som selvstændig operatør, operatør under supervision eller som assistent alt afhængig af indgrebet og uddannelseslægens kompetenceniveau. Ligeledes er der dagligt stuegang på indlagte patienter på det afsnit, man er tilknyttet, og på intensiv, ligesom der er ambulatoriefunktion, hvor man tilser elektive eller akutte ambulante patienter eller snakker med nye patienter, der som regel skal opereres den efterfølgende hverdag. Afhængigt af niveau kan man også varetage risikosamtaler og operatørsamtaler. Akut aktivitet omfatter kirurgiske indgreb på hjerte- eller lungekirurgiske patienter samt traumepatienter, der indbringes som udvidet traumekald og modtages i traumecentret.
Der er overordnet set fire vagttyper på thoraxkirurgisk sektion, som er besat hver dag fra kl. 17.00: HLK-forvagt (dækker både hjerte-, lunge-, og karkirurgisk sektion), thoraxkirurgisk bagvagt, en overlægevagt på henholdsvis hjerte- og lungesiden samt en transplantationsvagt. På karkirugisk sektion omfatter vagttyperne karkirurgisk bagvagt, karkirurgisk overlægevagt og endovaskulær/REVAR-vagt (enten en karkirurg eller interventionsradiolog). Som læge i uklassificeret stilling eller introduktionsstilling på thoraxkirurgisk sektion, indgår man i forvagtslaget (HLK-forvagt). Som læge i hoveduddannelse kan du, afhængig af kompetenceniveau og kendskab til afdelingen, enten indgå i forvagtslaget til at starte med og senere indgå i bagvagtslaget eller indgå direkte i bagvagtslaget. Forvagten er tilstede døgnet rundt alle ugens dage. Thoraxkirurgisk bagvagt har tilstedeværelsesvagt i hverdagene hele døgnet, mens de lørdag og søndag hjælper med stuegang, hvorefter de har beredskabsvagt og kan gå hjem. Karkirurgisk bagvagt har beredskabsvagt alle ugens dage og kan gå hjem, når stuegangen på karkirurgisk sengeafsnit er afviklet.
Almindelig dagstid er enten 8.00-15.00 (D1), 8.00-16.00 (D2) eller 8.00-17.00 (D3) for de thoraxkirurgiske læger, mens dagstid for de karkirurgiske læger er 8.00-15.24. Vagterne (DV) er døgnvagter og løber i hverdagene fra kl. 8.00 til kl. 9.00 den efterfølgende dag, hvor alle har dagsfunktion kl. 8.00-17.00 og herefter vagt. Dette dog med undtagelse af weekendvagter, hvor fredag-lørdag er kl. 8.00 fredag til kl. 10.00 lørdag, lørdag-søndag er kl. 9.00 lørdag til kl. 10.00 søndag, og søndag til mandag er kl. 9.00 søndag til kl. 9.00 mandag. Lørdag morgen har tilgående bagvagt morgenbrød med, mens det søndag morgen er tilgående forvagt, der har brød med. Mødestedet er lørdag og søndag morgen i kaffestuen på OP Øst 1.
Marie Hallsjø Stavsetra (mail: mastav@rm.dk, tlf.: 60131087) er skemalægger og udsender vagtskemaer og mail angående friønsker. Vagtplanen lægges typisk to måneder ad gangen. Forvagtsrullet har en normperiode på 8 uger, mens bagvagter har på XX uger.
Vagtplanen kan til hver en tid findes på afdelingens fællesdrev under Lægefagligt --> Vagtskemaer --> Lægevagtskema 20XX --> Pågældende måned.