Formålet med DYNAMO-Studiet er at beskrive dynamikken i latente HIV-inficerede immunceller over tid for derved at opnå en større viden om cellernes naturlige aktivitet og mængden af inficerede celler i kroppen. Denne viden er vigtig, fordi den udgør et værdifuldt sammenligningsgrundlag i forskningsprojekter, hvor man forsøger at påvirke disse celler. Man er med andre ord nødt til at have et veldokumenteret billede af de latent HIV-inficerede cellers normale aktivitet for at kunne påvise eventuelle afvigelser – for eksempel i kliniske forsøg, hvor man forsøger at reaktivere det latente virus.
Hos velbehandlede HIV-patienter er virusmængden så lav, at den ikke kan måles i blodet. Men der skjuler sig en rest af HIV – et såkaldt reservoir – i nogle af kroppens hukommelses-immunceller, som begynder at producere mere virus, hvis patienten stopper med at tage sin HIV-medicin. Dette reservoir er den primære udfordring i forhold til at kunne kurere HIV. Derfor fokuserer meget HIV-forskning på at udvikle en metode til at udrydde disse celler og dermed HIV-reservoiret.
I forskningsafdelingen arbejder vi blandt andet med ’Kick and Kill-strategien’, som går ud på at reaktivere det skjulte HIV, så immunsystemet kan genkende og udrydde de inficerede celler. I forskningsprojekterne CLEAR og REDUC sker reaktiveringen ved hjælp af kræftlægemidler, som i laboratorieforsøg har vist sig at være effektive til at reaktivere hukommelses-immunceller, der indeholder HIV. Efter at have behandlet HIV-smittede med disse lægemidler foretages en række analyser af deres effekt på HIV-aktiviteten i cellerne og den samlede mængde af inficerede celler. Vi forventer, at resultaterne fra DYNAMO-studiet vil udgøre et vigtigt fundament af basal immunologisk viden, som kan understøtte resultaterne fra andre forskningsprojekter, idet vi får en mere præcis og nuanceret beskrivelse af de inficerede immuncellers naturlige HIV-aktivitet, herunder mængden af inficerede celler, at sammenligne med.
Metode
26 velbehandlede HIV-patienter deltager i DYNAMO-studiet. Hver patient har fået taget blodprøver hver måned i seks måneder. Halvdelen af patienterne fik desuden taget ekstra blodprøver efter at have fået en vaccine imod lungebetændelse. Dette for at vurdere effekten af et aktiveret immunsystem på antallet af inficerede immunceller samt deres eventuelle HIV-specifikke aktivitet.
De første blodprøver blev taget i slutningen af 2013, de sidste i sommeren 2014. Ved hvert besøg afleverede hver af patienterne ni små glas med blod - i alt 1.521 blodprøver, som vi nu er i færd med at analysere.
Det store antal blodprøver giver os et signifikant referencemateriale til fremtidige forskningsprojekter. Desuden giver det os mulighed for at undersøge en eventuel forskel i aktivitet i de forskellige undertyper af immunceller, der indeholder HIV, og om der er sammenhænge mellem cellernes aktivitet og patienternes køn, etnicitet, vævstype og HIV-behandling.