Helhedsorienteret behandling

Afdelingen for Infektionssygdomme vægter helhed i behandlingen, og det afspejles i afdelingens forskning.

Baggrunden for at forske i helhedsorienteret behandling er næsten 30 års erfaring med hiv-positive, der har vist en tydelig sammenhæng imellem patienternes psykiske og fysiske tilstand. Pillerne er nødvendige for at overleve hiv, men medicinen kan ikke stå alene, og der er behov for at inddrage hele patientens liv i den samlede behandling.  

Undersøgelser viser, at hiv-positive har en forøget risiko for at udvikle depression, og det kan få alvorlige konsekvenser for deres evne til at følge deres medicinske hiv-behandling. Når man lider af depression, er der større risiko for, at man glemmer at tage sin medicin, som normalt skal tages på bestemte tidspunkter hver dag. Hvis behandlingen ikke følges korrekt, kan patienten udvikle resistens over for medicinen, og det kan få virusmængden i kroppen til at stige med risiko for udvikling af sygdommen.

Formålet med at integrere det psykosociale aspekt i vores hiv behandling er at hjælpe flest mulige patienter over i den fase, hvor de opdager, at de faktisk selv kan gøre noget for at få det bedre, og at de har ressourcerne selv. Man kan ikke få virus til at forsvinde, men man har indflydelse på, hvordan man vil leve sit liv. Det handler om at blive bevidst om adfærdsmønstre, som fremkalder stress, og få redskaber til at tackle forskellige stressudløsende faktorer.

HEART, som står for Health, Energy, Awareness, Resilience og Training, er interagerende byggesten i det helhedsorienterede mindset og behandling til hiv-positive, som afdelingen har udviklet. Byggestenene er inspireret af et indiansk mindset og anvendt i samarbejde med den internationale anerkendte underviser og foredragsholder Marc Drouin, der er coach og indianer.

Essentielt i HEART tilgangen er anvendelse af alle patientens ressourcer som fundament for en helhedsorienteret behandling, der omfatter medicinsk behandling, kognitiv og følelsesmæssig træning med målet at ændre uhensigtsmæssige tankemønstre og vaner. Behandlingen tager udgangspunkt i, at der er en sammenhæng mellem sind og krop (mind-body tilgang) og vores evne til mentalt at påvirke sygdom, sundhed og livskvalitet.

Følgeforskning på denne indsats har vist en positiv langtidseffekt målt på vedligeholdelse af medicinsk behandling, tro på egen formående, selvvurderet helbred, livskvalitet samt nedsat risiko for depression.

Afdelingen har produceret en dokumentarfilm ("Fra offer til kriger" - se film øverst til højre på denne side), som har været vist på TV2, om udvikling og effekten af HEART metoden. Metoden er desuden blevet beskrevet og dokumenteret i rapporter og i videnskabelige publikationer.

Næste step er at undersøge om HEART interventionen har effekt på patienternes forbrug af sundhedsydelser og på behandlingsomkostningerne per patient. Desuden ønskes det belyst om interventionen har samfundsøkonomiske konsekvenser i form af arbejdsmarkedstilknytning.

Undersøgelsen er i gang og forventes afsluttet i januar 2019.

Visninger
Fra offer til kriger

Kontakt:

Klinisk lærestolsprofessor:
Prof., dr.med. Lars Østergaard
Mail: larsoest@rm.dk
Tlf: 78 45 28 00

Lektor:
MPH, PhD, Lektor Lotte Ørneborg Rodkjær
Mail: lottrodk@rm.dk
Tlf: 78 45 28 40