eCLEAR

Formålet med eCLEAR-studiet er at undersøge, om tidlig supplerende behandling med romidepsin og/eller 3BNC117 kan hjælpe immunforsvaret hos HIV-inficerede personer med at finde og dræbe celler, der skjuler HIV, mens man opstarter HIV-behandling.

I dag er HIV-infektion en kronisk sygdom, og behandlingen er så effektiv, at man ikke kan måle virus i blodet hos inficerede personer, som har været i behandling mere end 3 måneder. HIV-behandlingen fjerner ikke HIV fra kroppen, men behandlingen holder HIV i ave. Det vil sige, at HIV skjuler sig i nogle af kroppens immunceller, så hvis HIV-behandlingen stoppes, vil HIV bryde frem - og virus vil blive målelig i blodet.

eCLEAR bygger videre på CLEAR- og REDUC-studierne, som også var baseret på 'Shock and Kill-strategien', som går ud på først at få HIV ud fra dens skjul og dernæst at fjerne det. I CLEAR- og REDUC-studiet blev den supplerende behandling givet til HIV-inficerede, som havde været i HIV-behandling mere end 18 måneder, mens der i eCLEAR studiet gives supplerende behandling til HIV-inficerede, som opstarter HIV-behandling - ud fra teorien om at tidlig supplerende behandling har størst effekt.

Romidepsin er et lægemiddel af klassen histone deacetylase-inhibitor (HDAC-inhibitor). Det er godkendt i USA til behandling indenfor kræftbehandling men det har også vist sig at være effektiv til aktivering af det skjulte HIV.

3BNC117 er et lægemiddel specifik rettet mod HIV. Det er et antistof, som binder (fanger) HIV, og via en naturlig mekanisme aktiveres immunsystemet på samme måde, som når en almindelig virusinfektion skal bekæmpes.

eCLEAR-studiet startede februar 2017 og er fortsat i gang. Der inkluderes HIV-inficerede, som opstarter HIV-behandling på 6 infektionsmedicinske afdelinger i Danmark (Aalborg, Aarhus, Herning, Odense, Hvidovre og Riget) og 1 infektionsmedicinsk afdeling i London (St. Mary's Hospital/Hammersmith Hospital).

De første resultater forventes at komme ultimo 2019.

Link til studie på clinicaltrials.gov