Jeg forsker i blodets koagulationssystem. Jeg har en særlig interesse i at udvikle biomarkører, der kan hjælpe med at forudsige blodpropper hos kræftpatienter og hos patienter, der skal opereres. Min baggrund er som læge, og jeg er i gang med at specialisere mig i Klinisk Biokemi (laboratoriemedicin).
Jeg er en del af Forskningsenheden for Trombose og Hæmostase på Aarhus Universitetshospital.
Jeg arbejder med et bredt udvalg af biomarkører og analyser til undersøgelse af blodpropper og blødning. Jeg fokuserer på studier med stor klinisk relevans, og brænder for at formidle resultaterne, så de kan komme flest muligt patienter til gavn.
Jeg har bla. gennemført et randomiseret, klinisk forsøg med fokus på at forbedre forebyggelsen af blodpropper hos patienter, der gennemgår operation for kræft i spiserøret, og arbejder i øjeblikket på at udvikle en metode til at analysere dannelsen af fibrinnetværk i blodprøver.
Jeg samarbejder med forskere ved Medizinische Universität Innsbruck og Institute of Science and Technology Austria om at udvikle en metode til at undersøge dannelsen af fibrinnetværk. Målet er at udvikle en robust og reproducerbar analyse til brug i forskning i dannelse og opløsning af blodpropper.