Jeg arbejder som læge og ph.d-studerende på projektet "kliniske og genetiske aspekter hos fostre og børn med kønskromosomsygdomme".
Formålet med projektet er at undersøge organudvikling og vækst hos fostre med kønskromosomsygdom samt undersøge børn født med kønskromosomsygdommes udvikling i de tidlige barneår. Ydermere ønsker vi at undersøge hvordan ændringer i antal kønskromosomer influerer epigenetiske og genetiske mekanismer der regulerer genekspression.
Dette ph.d.-projekt er en del af et større forskningsprojekt med det overordnede mål at kortlægge den epigenetiske og genetiske naturhistorie ved kønskromosomsygdomme og forstå hvordan ændring i antal af kønskromosomer påvirker den epigenetiske genregulering samt hvordan disse ændringer relaterer sig til den fænotype vi ser ved kønskromosomsygomme.
Som en del af min ph.d.-uddannelse skal jeg varetage minimum 150 timers undervisning. Jeg underviser medicinstuderende i kommunikation samt i håndtering og behandling af den akutte patient.
Jeg er ansvarlig for rekruttering af projektdeltagere, koordinering af forsøgsdage, indsamling af data, dataanalyse samt udarbejdelse af manuskripter. Jeg udfører antropometriske målinger, PEA POD-undersøgelser og foretager MR-scanninger af fostre i samarbejde med mine medvejledere.