Aarhus Universitets segl

Stort forskningsprojekt om kvinders sundhed skydes i gang

Ny landsdækkende undersøgelse skal give forskere bedre viden om kvinders sundhed og trivsel.

Projektgruppen. Fra venstre: Hans Erik Bøtker, Henrik Toft Sørensen, Tina Christensen og Rikke Elmose Mols.

Forskningsprojektet Kvinders sundhed og trivsel undersøger, hvordan livets faser og forskellige faktorer påvirker kvinders sundhed, så man bedre kan forebygge sygdomme, der især rammer kvinder.

Første del af projektet er en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, som netop er lanceret. Kvinder i alderen 35-60 år, der modtager en invitation i e-Boks, kan deltage i undersøgelsen. 

Deltagerne bliver bedt om at udfylde et detaljeret spørgeskema på nettet. Spørgsmålene handler fx om søvn, trivsel, sociale relationer, smerter, symptomer samt kvindernes tilgang til sundhed. 

De indsamlede svar vil danne grundlag for analyser, der kan bidrage med unik viden om forskellige aspekter af kvinders sundhed og trivsel. De første emner, der tages hul på, er mental trivsel og kvinders risiko for kroniske sygdomme.

Forskerne bag projektet er fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, mens Danmarks Statistik hjælper med at indsamle svarene fra de mange deltagere. Du kan læse mere om projektet her.